Indtil videre har vi ikke præsteret andet i global CO2-sammenhæng end at skrue lige så meget ned for verdens atomkraftværker, som vi har opstillet nye vindmøller og solpaneler.
Prøv at kigge nærmere på grafen ovenfor.
Den viser et voldsomt stigende forbrug af energi i verden, der først og fremmest kommer fra en lige så voldsom stigning i afbrænding af fossilt kul, olie og gas – som udleder CO2.
Stigningen er også sket i løbet af de sidste 20 år, hvor jeg ellers synes, at vores medier har skrevet rigtig meget om, at vi skal omstille vores energiproduktion til at være CO2-fri.
Grafen får mig til at tænke, at det ikke er særlig sandsynligt, at vi når at omstille planetens energiforsyning fra fossil til CO2-fri hurtigt nok, hvis vi ønsker at undgå en opvarmning af Jordens klima med mindre end to grader.
Elektricitetsproduktionen er lige så sort som for 10 år siden
Det er organisationen Our World in Data, der har lavet grafen – i øvrigt sammen med andre grafer på deres hjemmeside. Mange af dem er til fri afbenyttelse.
På ourworldindata.org ligger også artikler om, hvordan man kan læse graferne.
I en af artiklerne står der, at vi ikke har flyttet os en tøddel siden 2000, når det gælder den grønne omstilling.
For selvom vi i løbet af de sidste ti år (registreret som perioden 2005-2015) er begyndt at producere lidt mere CO2-fri energi (især som elektricitet fra vedvarende energikilder), er der samtidig sket et relativt, tilsvarende fald i elektricitetsproduktionen fra verdens atomkraftværker (der heller ikke udleder nogen nævneværdige mængder af CO2), og det modvirker de opnåede samlede fremskridt på CO2-området.
Summa summarum: Vi er gået i ring i ti år. Vi – eller verdens storpolitiske aktører – har ikke formået at udrette noget som helst.
Stigningen i vedvarende energi har ikke haft nogen effekt
Our World in Data skriver, at det relative fald i brugen af atomkraft (i forhold til elektricitetsproduktion) har været på cirka fem til seks procentpoint i perioden, og at det svarer til præcis den stigning, som har fundet sted i brugen af de vedvarende energikilder. Det gælder som sagt kun, når Our World in Data kun ser på verdens elektricitetsproduktion.
Samtidig er den samlede elektricitetsproduktion vokset i løbet af 2005-2010, så udledningen af CO2 fra fossile brændstoffer, der også bliver brugt til at producere elektricitet med, er kun vokset i absolutte tal.
Ourworldindata.org skriver selv, under afsnittet ’Are we making progress on decarbonization?’, at når det gælder den øvrige energiproduktion (altså den der ikke laver elektricitet), har vi i øvrigt kun gjort meget små fremskridt.
Verden er altså stadigvæk kulsort. Dette er fakta.
Den daglige nyhedsstrøm er ikke nok til at forstå
Er det så nu, vi skal fortvivle alle sammen samtidig?
Jeg bider mærke i, at Our World in Data skriver i et afsnit om organisationens virke, at når verden ikke gør flere fremskridt – og det gælder både inden for fattigdom, sult, klimakrise, krige og ulighed – så kan det være fordi, at vi mennesker ikke kan finde ud af at gøre brug af de data, som videnskaben allerede har stillet til rådighed.
Derfor er målet for Our World in Data at gøre dem tilgængelige og forståelige – for at kunne være med til at løse nogle af verdens problemer.
Den er i øvrigt lavet og drevet i et samarbejde med forskere fra Oxford Universitet under forskningsorganisationen the Oxford Martin School og en nonprofit organisationen Global Change Data Lab.
Jeg har under menupunktet ’Hensigt’ for min blog allerede skrevet om, at nyhedsmedierne er gode til at formidle øjebliksbilleder, men de er ikke særlig gode til at se den langvarige historiske udvikling.
Ourworldindata.org skriver næsten nøjagtig det samme, ser jeg ved at gennemlæse deres beskrivelse af formålet med organisationens arbejde:
»For virkelig at forstå [verdens problemer, min tilføjelse] er det ikke nok at følge med i den daglige nyhedsstrøm. Nyhedsmedierne fokuserer på enkelte begivenheder, og derfor fejler de, når det gælder om at forstå [og formidle] to aspekter – som Our World in Data til gengæld fokuserer på: De af verdens helt store problemer, der kan plage os over hundredvis af år, samt de langvarige, men alligevel voldsomme forandringer, der gradvist ændrer vores verden.«
Oversættelsen af den oprindelige engelske tekst er min egen.
Our World in Data skriver også, at det er muligt at ændre på verden til det bedre, og at nogle ting allerede er blevet bedre for os mennesker – og at det er et primitivt udtryk for kynisme at sige, at vi alligevel ikke kan gøre tingene bedre i fremtiden.
Det er jeg enig i. Derfor er det kun godt, når vi studerer data og fakta, sådan som de er, for jeg tror, det er umuligt at ændre på noget til det bedre ved klimaets udvikling, hvis vi ikke ser på netop det.
Melodramatiske medier hjælper ikke på forståelsen
Jeg må indrømme, at medierne (de danske) ellers har givet mig det indtryk, at alt går meget bedre nu med klimaet end for bare 15 år siden.
Jeg har en uddannelse i journalistik, og den er jeg stadigvæk selv positiv overfor – som et fag. Men jeg husker fra en bog om mediesociologi, jeg læste, at ligesom en enlig svale ikke gør en hel sommer, så husker avislæsere heller ikke en enkelt artikels fremstilling af klimaproblematikken, selvom den ene artikel gør alt rigtigt.
I stedet husker læserne de mange artiklers budskab – også selvom de ikke beskriver virkeligheden særlig godt.
Jeg har en bog stående på min bogreols hylde ’Mediekultur, mediesamfund’ af norske Jostein Gripsrud fra 2002, hvor han på side 170 skriver om det melodramatiske i journalistikken:
»Man [journalister] griber så gerne til forenklede konfliktsituationer, emotionel appel og diverse andre fremstillingsteknikker, der hører til den melodramatiske storgenre … Journalistikken er meget ofte optaget af at give en konkret fremstilling af grundlæggende abstrakte samfundsmæssige forhold og kræfter. Det enkleste er da at lægge stor vægt på at personalisere dem, knytte dem til enkeltpersoners handlinger og fremtoning. Dermed bliver det også muligt at bedømme de personer, det gælder, moralsk; de kan inddeles i gode og onde. En sådan melodramatisk opfattelse af verden kan også bruges af storpolitikkens aktører, når de skal legitimere deres handlinger.«
Jostein Gripsrud konkluderer så: »Melodramaet og dets forståelsesmåde kan være udmærket til at fremstille grundlæggende moralske principper og psykiske kræfter. Men det er problematisk, når virkelig samfundsmæssige forhold bliver præsenteret i samme form. Verden styres mindst lige så meget af abstrakte samfundskræfter som af enkeltpersoner og deres moralske karakter, og den kan sjældent forstås på en adækvat måde, hvis man kun skelner skarpt mellem det helt gode og det helt onde.«
Der har været mange artikler – også af melodramatisk karakter – i medierne, synes jeg, om klimaspørgsmålet. Enten er alting helt forfærdeligt, eller også har nogen lige opfundet en dims eller en helt ny teknologi, der kan redde os alle sammen i løbet af nul-komma-fem, og det vil ske helt af sig selv. Det er bare ikke særlig sandsynligt, og jeg tror, det er et resultat af mediernes melodramatiske blændværk.
Og et apropos skrevet på denne søndag 8. november 2020, hvor det ser ud som om, at det er overvejende sandsynligt, at USA får en ny præsident i stedet for republikanernes Donald Trump:
Det er muligt, at Demokraternes Joe Biden vil gennemføre en energiplan for USA, der kan gøre en seriøs forskel, men … USA er bare ufattelig svært at regere, og det gælder både Joe Bidens planer om at højne mindstelønnen og hans planer om en ’Green New Deal’, der skal få det store land til at udlede mindre CO2.
Der skal mere til end to kødfrie dage om ugen
Jeg vil først se, at verdens ledere kan nedbringe verdens CO2-udledning, inden jeg tror på, at det sker. Det er ikke nok for mig, at vores eget lands regering vil indføre to kødfrie dage om ugen i offentlige virksomheders kantiner.
Jeg vi i stedet følge graferne på Our World in Data nøje.
Så mit blogindlæg for i dag kører på, at vi – i globalt perspektiv – slet ikke har flyttet noget, når det gælder om at udlede mindre CO2 i vores energiproduktion.
Vi kan reelt set ikke vide lige nu, her i 2020, om vi bliver i stand til at gøre det bedre fremadrettet. Vi ved reelt set heller ikke, hvad der sker, hvis verdens klima bliver fx tre grader varmere – men det er meget sandsynligt, at vi ender med at finde ud af det!
Og et af vores helt store problemer er, at vores medier og politikere – der gerne hænger sammen som ærtehalm – ofte ikke giver os et retvisende billede af situationen. Overblikket fortaber sig i melodrama.
Måske har de ikke helt forstået situationen endnu. Måske magter de det ikke og vil ikke indrømme det. Måske er de ligeglade. Jeg ved det ikke. Jeg tror dog på, at der er brug for flere fænomener som Our World in Data.